1 De Ældste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Ældste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares:
2 vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld men med Redebonhed;
3 ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden;
4 og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.
5 Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.
6 Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.
7 Kaster al Eders Sorg paa ham, thi han har Omhu for Eder.
8 Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.
9 Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden.
10 Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder!
11 Han være Ære og Magt i al Evighed! Amen.
12 Med Silvanus, den trofaste Broder, (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet Eder til og formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae.
13 Den medudvalgte Menighed i Babylon hilser Eder, saa og Marcus min Søn.
14 Hilser hverandre med Kjærligheds Kys. Fred være med Eder alle, som ere i Christus Jesus! Amen. |
