1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen.
2 Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser.
3 Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed;
4 men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet.
5 Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham.
6 Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret.
7 Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren;
8 en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie.
9 Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
10 men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.
12 Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske.
13 Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen.
14 Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed;
15 derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død.
16 Farer ikke vild, mine elskelige Brødre!
17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse.
18 Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
19 Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
21 Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige.
22 Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv.
23 Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil;
24 thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strax, hvordan han var.
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.
26 Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
27 En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden. |
