1 Thi hver Ypperstepræst, som tages af Mennesker, beskikkes for Mennesker til Tjenesten for Gud, at han skal frembære baade Gaver og Slagt-Offere for Synder,
2 og kan have Medlidenhed med de Vankundige og Vildfarende, eftersom han og selv er omgiven med Skrøbelighed.
3 Og for dennes Skyld maa han, som for Folket, saaledes og for sig selv, frembære Synd-Offer.
4 Og Ingen tager sig selv denne ære, men den, som er kaldet af Gud, ligesom og Aron var.
5 Saaledes har ei heller Christus tillagt sig selv den ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag.
6 Efter hvad han og siger et andet Sted: du er en Præst til evig Tid, efter Melchisedeks Viis.
7 Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
8 alligevel han var Søn, lærte dog Lydighed af det, han led;
9 og, fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, Aarsag til evig Frelse,
10 udnævnt af Gud til Ypperstepræst efter Melchisedeks Viis.
11 Herom have vi meget at sige, og som er svart at udlægge, eftredi I ere blevne sløve til at fatte.
12 Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære Eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Mælk behov og ikke haard Føde.
13 Hver, som faaer Mælk, er uforfaren i den rette Lære, thi han er et Barn;
14 men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Forfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt. |
