1 Paulus, Guds Tjener, og Jesu Christi Apostel og Guds Udvalgtes Tro og Erkjendelse af Sandheden til Gudfrygtighed,
2 i Haab om det evige Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, havde lovet fra evige Tider,
3 men haver nu til sin Tid aabenbaret sit Ord ved den Prædiken, som mig er betroet, efter Guds vor Frelsers Befaling:
4 til Titus, min ægte Søn i den fælles Tro: Naade, Barmhjertighed Fred fra Gud Fader og den Herre Jesus Christus, vor Frelser!
5 Derfore efterlod jeg dig i Creta, at du skulde indrette, hvad som fattes, og indsætte Ældste i hver Stad, som jeg befoel dig,
6 saafremt en Saadan er ustraffelig, en Kvindes Mand, som haver troende Børn, der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere gjenstridige.
7 Thi det bør en Biskop at være ustraffelig, for en Guds Huusholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til Viin, ikke til Slagsmaal, ikke til slet Vinding;
8 men gjestfri, elskende det Gode, sindig, retfærdig, hellig, kydsk;
9 som holder fast ved det sande Ord efter Underviisningen, at han kan være mægtig til baade at formane ved den sunde Lærdom og at overbevise dem, som sige imod.
10 Thi Mange ere gjenstridige, føre forfængelig Snak og bedaare Sindet, meest de af Omskærelsen,
11 paa hvilke man bør stoppe Munden; thi de forvirre hele Huse, idet de lære, hvad utilbørligt er, for slet Vindings Skyld.
12 En af dem, deres egen Prophet, har sagt: Creter ere stedse Løgnere, onde Dyr, lade Buge.
13 Dette Vidnesbyrd er Sandt. Desaarsag straf dem strengeligen, at de maa blive sunde i Troen,
14 og ikke agte paa jødiske Fabler og Menneskers Bud, som vende sig fra Sandheden.
15 Alt er vel reent for de Rene; men for de Besmittede og Vantroe er Intet reent, men baade deres Sind og Samvittighed er besmittet.
16 De foregive, at de kjende Gud, men fornægte ham med Gjerningerne, vederstyggelige som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gjerning. |
