1 Jeg formaner Eder derfor, jeg den Bundne i Herren, at I vandre værdigen det Kald, med hvilket I ere kaldte,
2 med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langdmodighed, saa I fordrage hverandre i Kjærlighed
3 og beflitte Eder paa at bevare Aandens Eenhed i Fredens Baand;
4 eet Legeme og een Aand, ligesom I og ere Kaldte til eet Haab i Eders Kald;
5 een Herre, een Tro, een Daab,
6 een Gud og Alles Fader, som ere over Alle og ved Alle og i Eder alle!
7 Men enhver af os er naaden given efter Christi gaves Maal.
8 Derfor siger Skriften: han opfoer til det Høie, bortførte Fanger og gav Menneskene Gaver.
9 Men dette: han opfoer, hvad er det, uden at han og først nedfoer til Jordens lave Egne.
10 Den, som nedfoer, er den Samme, som og opfoer langt over alle Himle, at han skulde fylde alle Ting.
11 Og han beskikkede Nogle til Apostler, Nogle til Propheter, Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere,
12 til de Helliges fuldkomne Beredelse, til Embedets Forvaltning, til Christi Legemes Opbyggelse,
13 indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder,
14 at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af enhver Lærdoms Veir, og Forførelsens Kundstgreb;
15 men at vi, Sandheden troe udi Kjærlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus,
16 af hvem det ganske Legeme, sammenføiet og sammenheftet ved alle Forbindelsens Led, efter ethvert Lems tilmaalte Kraft, drager sin næring til Fremvæxt i Kjærlighed.
17 Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed,
18 formørkelse i Forstanden, fremmedgjorte fra Guds Liv formedelst den Vankundighed, som er i dem, formedelst deres Hjertes Forhærdelse,
19 hvilke, følesløse, have hengivet sig til uteerlighed, til al Urenheds Bedrift, for Vindings Skyld.
20 Men i have ikke saaledes lært Christus,
21 dersom I ellers have hørt om ham og ere oplærte i ham saaledes, som Sandheden er i Jesus:
22 at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgængelse, som fordærves ved bedragelige Lyster;
23 men fornyes i Eders Sinds Aand
24 og iføre det nye menneske, som er skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.
25 Derfor aflægger Løgn og taler Sandhed, hver med sin næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.
26 Blive I vrede, da synder ikke; Solen gaae ikke ned over Eders Fortørnelse;
27 giver ikke heller Djævelen Rum!
28 Den, som stjal, stjæle ikke fremdeles med arbeide hellere og gjøre noget Godt med Hænderne, paa det han kan have at meddele dem, som have behov.
29 Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;
30 og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I ere beseglede til Forløsningens Dag.
31 Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive fra Eder med al Ondskab.
32 Men værer velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom og Gud har tilgivet Eder i Christus. |
