1 Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling.
2 Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene.
3 Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning.
4 Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste.
5 Og denne Tale behagede den ganske Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og Philippus og Prochorus og Nicanor og Timon og Parmenas og Nicolaus, en Proselyt fra Antiochia,
6 hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse gjorde Bøn og lagde deres Hænder paa dem.
7 Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antoge Troen.
8 Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket.
9 Da opstode Nogle af den Synagoge, som kaldes de Frigivnes, og de Cyreners og de Alexandriners og af dem fra Cilicia og Asia og tvistede med Stephanus.
10 Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af.
11 Da beskikkede de hemmeligen Mænd som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.
12 Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet;
13 og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven.
14 Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os.
15 Og alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, og de saae hans Ansigt som en Engels Ansigt. |
