1 Ve den blodskyldige Stad, hel fuld af; Løgn, af Vold! Rov hører ikke op.
2 Knald af Piske og Lyd af Vognhjuls Raslen og Heste i jagende Fart og hoppende Vogne!
3 Ryttere, som sætte af Sted, og Blinken af Sværd og Lynen af Spyd og en Mængde ihjelslagne og en svar Hob Lig; og der er ingen Ende paa døde Kroppe; man snubler over deres døde Kroppe!
4 Det sker for de store Horerier af Horen, den yndige skønne, en Mesterinde i Trolddom, hun, som solgte Folkefærd ved sine Horerier og Folkeslægter ved sine Trolddomskunster.
5 Se, jeg kommer imod dig, siger den Herre Zebaoth; og slaar dit Slæb op over dit Ansigt, og jeg vil lade Folkefærd se din Nøgenhed og Kongeriger din Skam.
6 Og jeg vil, kaste vederstyggelige Ting paa dig I og gøre dig ringeagtet og sætte dig frem til Skue.
7 Og det skal ske, at enhver, som ser dig, skal fly bort fra dig og sige: ødelagt er Ninive! hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?
8 Mon du er bedre end No-Amon, som faa imellem Floderne, og som havde Vand trindt omkring sig, hvis Værn var Hav, hvis Mur var af Hav?
9 Morianer i Mængde og Ægypter uden Tal, de af Put og Lybia vare din Hjælp.
10 Ogsaa denne blev bortført, den maatte gaa i Fangenskab, ogsaa dens spæde Børn bleve knuste paa alle Gadehjørner, og over dens ansete Mænd kastede man Lod, og alle dens Stormænd bleve bundne i Lænker.
11 Ogsaa du skal blive drukken, være forsvunden; ogsaa du skal søge et Værn imod Fjenden.
12 Alle dine Fæstninger ere som Figentræer med tidligt modne Frugter; rystes de, da falde de i Munden paa den, som vil æde dem.
13 Se, dit Folk er Kvinder i din Midte, dit Larids Porte ere aldeles opladte for dine Fjender; Ild har fortæret dine Poltstænger.
14 Drag dig Vand for Belæring, gør dine berustninger stælke; gak i Dyndet, og træd i Leret, tag fat paa reglovnen!
15 Der skal Ild fortære dit Sværd udrydde dig, det skal fortære dig som Høskrækker; gør dig kun mangfoldig som Høskrækker, gør dig kun mangfoldig som Græshopper!
16 Du har havt flere Kræmmere end Stjerner paa Himmelen; Høskrækkerne bredte sig ud og fløj bort.
17 Dine kronede ere som Græshopper og dine Høvedsmænd som Græshoppesværme, hvilke lægge sig paa Murene, naar Dagen er kold; men naar Solen bryder frem da flyve bort, saa at deres Sted ikke kendes; hvor ere de?
18 Dine Hyrder ere hensovede, o Assurs Konge! dine ypperlige Mænd ligge i Ro; dit Folk, de ere adspredte paa Bjergene, og der er ingen, som samler dem.
19 Der er ingen Lindring for din Skade, ulægeligt er dit Saar; alle, som høre Tidende om dig, klappe i Hænderne over dig; thi hvem gik ikke din Ondskab bestandigt ud over? |
