1 Hører Herrens Ord, Israels Børn! thi Herren har en Trætte med dem, som bo i Landet; thi der er ej Sandhed og ej Kærlighed og ej Gudskundskab i Landet;
2 Sværgen og Lyven og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.
3 Derfor sørger Landet, og alt, som bor deri, vansmægter, baade de vilde Dyr paa Marken og Fuglene under HimmeIen, ogsaa Fiskene i Havet omkomme.
4 Dog skal ingen trætte og ingen revse, da dit Folk er som de, der trætte med en Præst.
5 Derfor skal du falde om Dagen, og Profeten hos dig skal falde om Natten, og jeg vil lade din Moder gaa til Grunde.
6 Til Grunde gaar mit Folk fordi det ikke har Kundskab; thi som du har forkastet Kundskab, saa vil ogsaa jeg forkaste dig, at du ikke skal gøre Præstetjeneste for mig; og som du glemte din Guds Lov, vil ogsaa jeg glemme dine Børn.
7 Jo mere de bleve mangfoldige, desto mere syndede de imod mig; deres Ære vil jeg omskifte til Skam.
8 De æde mit Folks Syndofre og længes efter; at det skal forsynde sig.
9 Derfor skal det gaa Præsten ligesom Folket; og jeg vil hjemsøge ham for hans Veje og betale ham for hans Idrætter.
10 Og de skulle æde og ikke blive mætte, bedrive Hor og ikke formere sig; thi de have holdt op med at agte paa Herren.
11 Horeri og Vin og Most tager Forstanden bort.
12 Mit Folk adspørger sin Træklods, og dets Kæp giver det Besked; thi en Horeriets Aand har forvildet dem, og de bedrive Hor, saa at de ikke ville staa under deres Gud.
13 De ofre paa Bjergtoppene og gøre Røgoffer paa Højene under Ege og Popler og Terebinther, thi deres Skygge er god; derfor bole eders Døtre, og eders Svigerdøtre bedrive Hor.
14 Jeg vil ikke hjemsøge eders Døtre, fordi de bole, eller eders Svigerdøtre, Fordi de bedrive Hor; thi selv gaa de afsides med Horkvinderne og ofre med Skøgerne; og Folket, som, er uforstandigt, gaar til Grunde.
15 Om du, Israel, end boler, saa gøre dog Juda sig ikke skyldig! kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke op til Beth-Aven, og sværger ikke: Saa sandt Herren lever!
16 Thi Israel er bleven uregerlig som en uregerlig Ko; nu skal Herren lade dem græsse som Lam paa den vide Mark.
17 Efraim er bunden til Afgudsbilleder; lad ham fare!
18 Deres, Drikken er skejet ud, Hor have de bedrevet; højt have deres Skjolde elsket Skændsel.
19 Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skulle blive til Skamme for deres Ofre. |
