1 Og, han sagde til mig: Du Menneskesøn! staa paa dine Fødder, at jeg kan tale med dig.
2 Og der kom Aand i mig, der han talte til mig, og den rejste mig op paa mine Fødder; og jeg hørte den, del talte til mig.
3 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! jeg sender dig til Israels Børn, til de frafaldne Folk, som ere faldne fra mig; de og deres Fædre, de have gjort Overtrædelse imod mig indtil denne Dag.
4 Og disse Børri, haarde af Ansigt og stive af Hjerte til dem sender jeg dig; og du skal sige til dem: Saa siger den Herre, Herre:
5 Og de, hvad enten de lyde eller lade være (thi de ere et genstridigt Hus); skulle dog vide, at der har været en Profet midt iblandt dem.
6 Og du Menneskesøn! frygt ej for dem, og frygt ej for deres Ord; thi de ere vel Nælder og Torne for dig, og du bor hos Skorpioner, men frygt ej for deres Ord, og lad dig ej forfærde for deres Ansigt; thi de ere et genstridigt Hus.
7 Og du skal tale mine Ord til dem, hvad enten de lyde eller lade være; thi de ere genstridige.
8 Men du Menneskesøn! hør, hvad eg taler til dig: Vær ikke genstridig som det genstridige Hus; oplad din Mund, og æd det, som jeg giver dig.
9 Og jeg saa, og se, der var en Haand udrakt til mig, og se, der var en Bogrulle i den.
10 Og han udbredte den for mit Ansigt, og den var beskreven paa begge Sider, og derudi var skrevet Klagemaal og Suk og Ve. |
