1 For Zions Skyld vil jeg ikke tie, og for Jerusalems jeg ekke være stille, indtil dens Retfærlighed gaar frem som Straaleglans og dens Frelse som et Blus, der brænder.
2 Og Hedningerne skulle se din Retfærdighed og alle Konger din Herlighed; og du skal kaldes med et nyt Navn, hvilket Herrens Mund skal nævne.
3 Og du skal være en dejlig Krone i Herrens Haand og et kongeligt Hovedsmykke i din Guds Haand.
4 Man skal ikke ydermere kalde dig "den forladte", ej heller skal dit Land ydermere kalde dig det ødelagte"; men du skal kaldes "min Lyst er i det", og dit Land skal kaldes "Ægtehustruen"; thi Herren har Lyst til dig, og dit Land skal faa sin Ægteherre.
5 Thi som en Ungkarl ægter en Jomfru, saa skulle dine Børn holde Ægteskab med dig; og som en Brudgom glæder sig ved Bruden, saa skal din Gud glæde sig ved dig.
6 Paa dine Mule, o Jerusalem! har jeg beskikket Vægtere, de skulle aldrig tie den ganske Dag eller deri ganske Nat; I, som paaminde om Herren, tier ikke!
7 Og lader ham ingen Ro, indtil han faar grundlagt og gjort Jerusalem til Lovprisning paa Jorden.
8 Herren svor ved sin højre Haand og ved sin Magts Arm: Jeg vil ikke mere give dine Fjender dit Korn til Spise, ej heller skulle Udlændinge drikke din Vin, som du har arbejdet for.
9 Men de, som have indsanket hint skulle æde det og love Herren; og de, som have indhøstet denne, skulle drikke den i min Helligdoms Forgaarde.
10 Drager frem, drager frem igennem Portene, bereder Folket Vej; baner, ja baner Vej, sanker Stenene deraf, opløfter et Banner for Folkene!
11 Se, Herren har ladet det høre til Jordens Ende; siger til Zions Datter: Se, din Frelse kommer; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt.
12 Og man skal kalde dem et helligt Folk, Herrens genløste; og dig skal man kalde "den søgte Stad, den ej forladte". |
