1 Gid du var mig som en Broder, som den, der diede mon Moders Bryst! jeg skulde finde dig paa Gaden, jeg skulde kysse dig; og de skulde ikke; foragte mig.
2 Jeg vilde lade dig, jeg vilde føre dig til min Moders Hus: du skulde lære mig; jeg skulde give dig af krydret Vin at drikke, af mit Granattræs Most.
3 Hunns venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
4 Jeg besværger eder; I Jerusalems Døtre! hvi ville I vække, og hvi ville I forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil?
5 Hvo er hun som drager op af Ørken, støttende sig til sin elskede? Jeg vækkede dig under Æbletræet; der fødte din Moder dig, der fødte hun, som bar dig.
6 Sæt mig som et Segl paa dit Hjerte, som et Segl paa din Arm; thi Kærlighed er stærk som Døden, Nidkærhed er haard som Dødsriget, dens Gløder ere brændende Gløder, en Herrens Lue.
7 Mange Vande kunne ikke slukke Kærligheden, ej heller Strømme overskylle den; om nogen vilde give alt sit Hus's Gods for Kærlighed, man vilde dog foragte ham.
8 Vi have en liden Søster, og hun har ikke Bryster; hvad skulle vi gøre ved vor Søster paa den Dag, da der bejles til hende?
9 Dersom hun er en Mur, da ville vi bygge et Hus af Sølv over hende; og dersom hun er en Dør, du ville vi lukke for hende med Cederfjæle.
10 Jeg er en Mur, og mine Bryster ere som Taarne. Da blev jeg i hans Øjne som hun, der finder Fred.
11 Salomo havde en Vingaard i Baal-Hamon; han overgav Vingaarden til Vogterne, at enhver af dem skulde bringe ham for dens Frugt tusinde Sekel Sølv.
12 Min Vingaard, som hører mig til, er for mit Ansigt; de tusinde tilkomme dig, Salomo! Men de to Hundrede dem, som vogte dens Frugt.
13 O du, som bor i Haverne! Medbrødre agte paa din Røst; lad mig høre den!
14 Fly min elskede! og vær lig en Raa eller en ung Hind paa de duftende Urters Bjerge. |
