1 Hvor er din elskede hengangen, du dejligste iblandt Kvinderne? hvor har din elskede vendt sig hen? saa ville vi opsøge ham med dig.
2 Min elskede er nedgangen i sin Have, til de duftende Blomsterbede for at vogte Hjorden i Haverne og at sanke Lillier.
3 Jeg er min elskedes, og min elskede er min, han, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
4 Du, min Veninde! er skøn som Tirza, yndig som Jerusalem, forfærdelig som Hære under Banner
5 Vend dine Øjne bort fra mig, thi de gøre mig heftig; dit Haar er som en Gedehjord, der kommer op fra. Gilead.
6 Dine Tænder ere som en Faarehjord, som kommer op af svømmestedet, som alle sammen mmmde tvillinger, og blandt hvilke intet ere ufrugtbart.
7 Dine Tindinger ere som et Stykke af Granatæble imellem dine Lokker.
8 Der er tresindstyve Dronninger og firsindstyve Medhustruer og utallige Jomfruer.
9 Een er min Due, min fuldkomne, hun er sin Moders eneste, hun er ren for den, som hende fødte; Døtre saa hende og priste hende lykkelig, Dronninger og Medhustruer, og roste hende.
10 Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, dejlig som Maanen, ren som Solen, forfærdelig som Hære under Banner?
11 Jeg var nedgangen i Nøddehaven at se, hvor det grønnedes i Dalen, at se, om Vintræet havde skudt, om Granattræerne havde blomstret.
12 Førend jeg vidste det, gjorde min Sjæl mig som mit ædle Folks Vogne.
13 Vend om, vend om, o Sulamith! vend om, vend om, at vi maa se paa dig. Hvad ville I se paa Sulamith? Hun er som Dansen i Mahanim. |
