1 Der er en Ulykke, som jeg saa under Solen, og den er svar over Menneskene:
2 Naar der er en Mand, hvem Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og han fattes intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand fortærer det: Da er dette Forfængelighed og en slem Lidelse.
3 Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end ham.
4 Thi dette kom med Forfængelighed og gaar bort i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.
5 Det hverken saa eller kendte Sol; det har mere Ro end han.
6 Ja, dersom han end levede tusinde Aar to Gange og ikke saa det gode, farer dog ikke enhver til et Sted?
7 Alt Menneskets Arbejde er for hans Mund; men Sjælen kan dog ikke fyldes.
8 Thi hvad Fortrin har den vise fremfor Daarren hvad har den fattige, som forstaar at vandre for de levende?
9 Bedre er, hvad man ser for øjnene, end Sjælens Begær; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
10 Hvad en er hans Navn er allerede nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke trætte med den, som er ham for mægtig.
11 Thi der er mange Ting, de foraarsage megen Forfængelighed; hvad Fordel har et Menneske deraf?
12 Thi hvo ved, hvad der er godt for Mennesket i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livsdages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgøre et Menneske, hvad der skal ske efter ham under Solen? |
