1 Herre ! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
3 Herre ! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
5 Herre ! de knuse dit Folk og plage din Arv.
6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se?
10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffer han, som lærer et Menneske Kundskab!
11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
12 Salig er den Mand, som du, Herre ! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sirl Arv.
15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
18 Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o Herre ! din Miskundhed mig.
19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
20 Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem. |
