1 En Bøn af Mose, den Guds Mand. Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.
3 Du vender det med et Menneske, at han bliver knust og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som gangen, og som en Nattevagt.
5 Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.
8 Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.
9 Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.
10 Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.
11 Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.
13 Vend om, Herre ! hvor længe -? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.
14 Mæt os alle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
15 Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de var, som vi have set Ulykke.
16 Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.
17 Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast! |
