1 Herre ! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit øre til mig og frels mig!
3 Vær mig en Klippe til Bolig hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre ! du er min Tillid fra min Ungdom af.
6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.
8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, don ganske Dag med din Pris.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,
11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!
13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som, søge min Ulykke.
14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene.
17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
20 Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst.
24 Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke: |
