1 Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang.
2 Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly For hans Ansigt.
3 Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt.
4 Men de retfærdige skulle glædes de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde.
5 Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; Herren er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt.
6 Faderløses Fader og Enkers Dom, mer er Gud i sin hellige Bolig.
7 Gud lader de enlige bo i Huse llan udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land.
8 Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela.):
9 Da bævede Jorden og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt.
10 En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du.
11 Din Hjord bosatte sig i Landet, du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed.
12 Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær.
13 Hærskarernes Konger fly de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte.
14 Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dugs Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans.
15 Naar den almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon.
16 Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg.
17 Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, Herren vil bo derpaa evindelig.
18 Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed.
19 Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o Herre, o Gud!
20 Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela.
21 Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den Herre, Herre ere Udgange fra Døden.
22 Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld.
23 Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder,
24 paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne.
25 Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed.
26 Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme.
27 Lover Gud i Forsamlingerne; lover Herren, I, som ere af Israels Kilde!
28 Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
29 Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o, Gud! det, du har gjort os.
30 Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave.
31 Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid.
32 Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud.
33 I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela),
34 ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst.
35 bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud! |
