1 Af David; der han anstillede sig afsindig for Abimeleks Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik bort.
2 Jeg vil love Herren til hver Tid; hans Pris skal altid være i min Mund.
3 Min Sjæl skal rose sig i Herren; de sagtmodige skulle hore det og glæde sig.
4 Lover Herren storlig med mig og lader os tilsammen ophøje hans Navn.
5 Jeg søgte Herren, og han bønhørte mig og friede mig af al min Frygt.
6 De saa til ham og oplivedes, og deres Ansigt skal ingenlunde blive beskæmmet.
7 Denne elendige raabte, og Herren hørte og frelste ham af alle hans Angester.
8 Herrens Engel lejrer sig trindt omkring dem, som frygte ham, og frier dem.
9 Smager og ser, at Herren er god; salig den Mand, som forlader sig paa ham.
10 Frygter Herren, I hans hellige! thi de, som frygte ham, have ingen Mangel.
11 De unge Løver lide Nød og hungre; men de, som søbe Herren, skulle ikke have Mangel paa noget godt.
12 Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt.
13 Hvo er den Mand, som har Lyst til Livet, som Ønsker sig Dage for at se godt?
14 Bevar din Tunge fra ondt og dine Læber fra at tale Svig.
15 Vig fra ondt, og gør godt; søg Fred, og tragt efter den!
16 Herrens Øjne ere vendte til de retfærdige og hans Øren til deres Raab.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gøre ondt, for at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
18 Hine raabte, og Herren hørte, og han friede dem af alle deres Angster.
19 Herren er nær hos dem, som have et sønderbrudt Hjelte, og han vil flelse dem, som have en søndelknust Aand.
20 Mange Genvordigheder vederfares den retfærdige; men Herren skal udfri ham af dem alle sammen,
21 Han bevarer alle hans Ben; ikke et af dem skal blive sønderbrudt.
22 Ulykken skal dræbe den ugudelige, og de, som hade den retfærdige, skulle dømmes skyldige. Herren forløser sine Tjeneres Sjæl; og alle de, som forlade sig paa ham, skulle ikke dømmes skyldige. |
