1 En Psalme af David. Til dig, Herre ! opløfter jeg min Sjæl.
2 Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
3 Ja, ingen, som bier efter dig, skal beskæmmes; beskæmmes skulle de, som. handle troløst uden Aarsag.
4 Herre ! lad mig kende dine Veje, lær mig dine Stier.
5 Gør, at jeg gaar frem i din Sandhed, og lær mig den; thi du er min Frelses Gud, jeg bier efter dig den ganske Dag.
6 Herre ! kom din Barmhjertighed og din Miskundhed i Hu; thi de have været fra Evighed.
7 Kom; ikke mine Ungdoms Synder eller; mine Overtrædelser i Hu; men kom du mig i Hu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre !
8 Herren er god og oprigtig, derfor underviser han Syndere om Vejen.
9 Han skal gøre, at de ydmygede komme til Ret, og han skal lære de ydmygede sin Vej.
10 Alle Herrens Stier ere Miskundhed og Sandhed for dem, som bevare hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
11 For dit Navns Skyld, Herre, forlad mig dog min Misgerning; thi den er stor.
12 Hvo er den Mand, som frygter Herren? han skal undervise ham om den Vej, som han skal udvælge.
13 Hans Sjæl skal bo i Lyksalighed, og hans Sæd skal arve Landet.
14 Herrens Omgang er med dem, som frygte ham, og hans Pagt er med dem, til at lade dem kende den.
15 Mine Øjne ere stedse til Herren; thi han skal drage mine Føder ud af Garnet.
16 Vend dit Angt til mig og vær mig naadig; thi jeg er enlig og elendig.
17 Mit Hjertes Ængstelser have vidt udbredt; før mig ud af mine Trængsler!
18 Se hen til min Elendighed og min Møje, og forlad mig alle mine Syn,
19 Se hen til mine Fjender, thi ere mange; og de hade mig at Gud altid vilde lade ham blive i sit Hus og duretfærdigt Had.
20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskæmmes, thi jeg tror paa dig.
21 Lad Retsindighed og Oprigtighed bevare mig; thi jeg bier efter dig.
22 Forløs, o Gud, Israel af al dets nød. |
