1 En Bøn af David. Herre ! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber.
2 Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt lad dine Øjne beskue Retskaffenhed.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde.
4 Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Siter efter dine Læbers Ord.
5 Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Skridt rokkedes ikke.
6 Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit øre til mig, hør min Tale!
7 Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne.
8 Bevar mig som Øjestenen, øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge
9 for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig.
10 De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.
11 Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres øjemed er, at vi maa glide paa Jorden.
12 Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul.
13 Herre ! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd,
14 fra Folk ved din Haand; Herre ! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.
15 Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærelighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner. |
