1 Og Elihu blev ved og sagde:
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig! Ret.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 Ogsaa dig leder han ud af Tængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 Se, Gud er oph øjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Hvo har foreskevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde; lade neddryppe over mange Mennesker.
29 Mon ogsaa. nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op. |
