1 Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
2 Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ og ere blevne urene for eders Øjne?
4 du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted?
5 Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne.
6 Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.
7 Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham.
8 Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net;
9 Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham;
10 Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien;
11 Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar;
12 hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side.
13 Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære.
14 Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge.
15 Der skal bo i hans Telt hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig.
16 Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres.
17 Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
18 De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.
19 Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger.
20 Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de gamle skulle betages af Forfærdelse.
21 Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud. |
